​Litterær perioder

"Paradis" er en billedfortælling skrevet af kim fupz Aakeson. Den handler om en bedemand som lever et kedeligt liv og gør det samme igen og igen. Han gør hvad bedemænd gør og sørger for de døde, men der er noget specielt ved ham, han kan snakke med de døde. Igennem fortællingen snakker han med forskellige personer der har forskellig syn på livet og på døden.

 

Den er skrevet af en 3. personfortæller indvendig fordi du får at vide hvad bedemanden tænker og følger. Den er ikke alvidende fordi at fortælleren ikke ved alt, men kun ved hvad bedemanden tænker og følger.

 

Jeg tror at budskabet med fortællingen er at man skal leve i nu'et og ikke følge at man skulle have prøvet det, men gøre det så længe man kan.

 

Det er meget tydeligt at teksten kommer fra Den Senmoderne periode fordi der både er minimalisme og eksistenlisme. fx foregår den i hverddagen og den handler og hvad der er bagefter livet.

 

De forskellige personer:

Bedemanden/Hovedrollen

 

Han har en bedemands butik, og bor i en lejlighed tæt på. Bedemanden ser meget fjernsyn om aftenen og spiser ofte bare kold mad. Bedemanden lever for sig selv da han ved at dyr har det med at dø tidligt og han har heller ingen kone. Han går til arbejde om morgenen og går forbi blomsterbutikken og Super-Brugsen. Men hvad andre ikke ved om ham er at han kan snakke med de døde og at de snakker meget når han gør dem klar.  Bedemanden lytter meget til dem og snakker med dem. For at trøste en død ung pige fortæller han at der måske er et paradis, hvor hun kan gøre alt det hun ikke nåede. Det at have snakket med hende gør at han kommer til at tænke om der er sådanne paradis og han tænker på de døde mennesker han har mødt. Han drømmer en drøm om at han selv er død. En stor død dame spørger om hvorfor han ikke ser at komme i gang med at leve sit liv, og nu tænker han meget over om han spilder sit liv. Bedemanden drømmer igen en dårlig drøm. Så møder han en død tæppehandler som ikke er ked af at være død, og som ikke føler at der er nogle ting han ikke nåede. Bedemanden føler sig lidt rastes løs og vælger for en gang skyld at købe en blomst, selv om han er blevet spurgt hver dag. Blomsten ligger han foran den unge døde piges grav. Han ligger mærke til mange detaljer når han går på gaden, og han samlinger det med paradis.

 

Paradis birollerne:

 

Oldingen: Har nydt sit liv og er tilfreds med døden da han har haft et godt liv med familien

Landmanden: Har ikke så meget at sige om sin død, vil gerne bare vide hvordan vejret er da det er vigtigt for landmænd.

 

Ung pige: Er meget ked af det fordi hun ikke fik noget ud af sit liv, hun ville have haft børn og kørekort og en hel masse andre ting. Bedemanden vil ikke se hende græde, så han prøver at trøste hende med at, fortælle om at hun nok skal komme op i paradis en dag, hun tror ikke på alt det himmel og gud osv. Han får til sidst overbevist hende lidt så hun stopper med at græde. Til sidst køber bedemanden en rød blomst af blomsterdamen, da han har købt den, går han hen til kirkegården og ligger den ved den unge piges grav.

 

Blomster damen: Sælger blomster hver dag, hendes eneste job er bare at sælge skidtet.

 

Rasende dame: Bekymre sig for bedemanden da han er meget bleg og tynd. Bedemanden snakker om paradis til hende, efter det griner hun ad ham som om han ingen ting ved, hun spørger ham ironisk om han også tror på julemanden og tandfeen.

 

Tæppe handler: Bedemanden spørg om han ikke er ked af at dø, tæppe manden siger han er ligeglad, da hans liv alligevel var meget kedeligt. Han lavede ikke andet end at sælge tæpper og gå hjem i seng, og han brød sig ikke engang om tæpper.